Vejledning til selvbyg af masseovn med bageovn
Byggevejledning til Den Optimale Masseovn.
Vores byggevejledning undergår løbende småjusteringer, så vi har valgt ikke at bringe den her, for at undgå at du får en forældet version.
Ønske du en helt opdateret byggevejledning, så kontakt os venligst – så sender vi den snarest på e-mail (leif@stubkjaer.net).
Video-vejledning
I tilknytning til byggevejledningen har vi produceret en video-vejledning, som kan ses på Youtube.
Tryk på dette link, https://youtu.be/O7ZOUUm6YVk, eller kopier og indsæt det i dit Google-søgefelt.
De to vejledninger har samme opdeling i afsnit, og bør bruges sideløbende.Det er hensigtsmæssigt først at læse et afsnit, og derefter se samme afsnit i videoen, for at øge forståelsen. De to vejledninger følges ad efter den generelle indledning i den skrevne, altså fra og med afsnittet ”Forberedelser til opbygning af bundsektionen”.
OBS !: Der er sket justeringer i den skrevne vejledning efter at video-vejledningen er produceret.
Dér, hvor der er uoverensstemmelse imellem de to, er det den skrevne, som
Regler og rådgivning
Inden- og under byggeriet skal man naturligvis overholde de danske – og evt. lokale regler for opføring af masseovne, f.eks. de sikkerhedsmæssige. Det er altid en god idé at kontakte skorstensfejeren omkring placering, skorsten, nærhed til brændbare materialer mv. Han rådgiver gerne, og man sikrer, at alle regler bliver overholdt, og at der ikke bliver problemer med at få godkendelse/ibrugtagningstilladelse senere.
Materialer i byggesættet
Støbte elementer (pakket på én euro-palle)
Diverse jern- og byggedele (pakket sammen på én EURO-palle)
Låger: Pisla HTT 501 Pisla HTT 531 Pisla HTT 512 Pisla HTT 505 Pisla
1 stk. drejspjæld, HTT 70
1 stk. rist, Hole grate 1B
1 stk. manøvrearm/skive til drejespjældet.
1 stk. frontplade m. ”gæller” til indfyringslåge og askelåge.
1 stk. frontplade til bageovn.
1 stk. askekasse.
2 stk. sideplader m. lufthuller.
2 stk. afstandsstykker.
2 poser lermørtel.
1 pose fliseklæber.
2 pakker 10 mm isolering.
2 stk. firkantede ”tunneller” til sodlemme.
2 træ-hjælpeplader til opmuringen af brændkammeret.
2 stk. 27 mm afstandslister til brug ved montage af element 8.
2 stk. 4 mm afstandslister til brug ved montage af indfyringslågen (40 cm). 1 stk. 4 mm hjælpeliste til centrering af frontplade (43 cm)
2 stk. støttepinde til montage af sidepladerne.
1 pose med flisekryds.
3 tuber keramisk lim.
1 patron ovnkit
12 m 8 mm flettet glassnor
4 m flad, flettet glasbændel, 2×20 mm.
1 stk. 6,5 mm murbor.
15 stk. 7,5 x 42 mm karmskruer.
4 stk. M6 x 12 mm rundhovedede sekskant skruer.
8 stk. M6 x 16 mm, rundhovedede sekskant skruer.
Værktøj
Murerskeer (stor + mindre)
Mørtelblandegrej (blandemaskine, ”piskeris” e.l.) Murerbalje/trillebør
3 stk. murerspande
Svamp
Langt (min. 100 cm) og kort (max. 40 cm) vaterpas Tommestok/målebånd
Vinkelsliber m. diamantskive (230 mm)
Høreværn
Beskyttelsesbriller
Slagboremaskine
Vinkel
Murerhammer
Gummihammer
Nedstryger (eller vinkelsliber m. metalskæreskive) Sekskantnøgler (2 og 4 mm)
Tømmerblyant + speedmarker
Skarp kniv
Arbejdsgang
Pak elementerne og de øvrige dele ud, ud, og check at alle dele er der og i orden. Fjern evt. støbegrater med en murerhammer eller vinkelsliber.
Nedenfor findes div. tegninger til brug under opbygningen af kernen
3
4
De viste mål gælder kun selve kernen. Hertil skal lægges ”kappen” (typisk en såkaldt ”halv sten”), som måler 108 mm i bredden. Lægger man hertil de ca. 10 mm isolering + lidt tolerance, betyder det, at hver ”mur” i kappen fylder ca. 125 mm ud fra kernen.
Bredden for den færdige masseovn vil derfor blive ca. 840 + 125 + 125 mm = 1.090 mm.
Dybden målt ud fra en mur bliver tilsvarende ca. 770 + 125 + min. 10 (isolering op ad væggen) = min. 905 mm.
Den færdige højde er ca. 1850 – 1900 mm.
5
Opbygning, skifte 1 – 9 OBS: element nr. 3 er erstattet af 3A. Nr. 6 er udgået af konstruktionen.
6
Opbygning, skifte 10 – 15
Overvejelser inden igangsætningen
Opbygning
Masseovnen består af en kerne opbygget af for-støbte elementer og en kappe af sten (mursten, natursten e.l.). Imellem disse anbringes et ekspansions/isoleringslag af 10 mm stenuld.
Overfladen af det yderste lag (kappen) kan være som blankmur, vandskuret, pudset, flisebelagt m.v., (med andre ord ret valgfrit).
Placering af ovnen
Med hensyn til placeringen gælder generelt, at man for en sikkerheds skyld altid skal afklare denne med skorstensfejeren inden igangsætningen af byggeriet, så man sikrer sig, at masseovnen ikke kan forvolde brand/personskade og at de nødvendige renselemme mv. placeres rigtigt.
OBS ! Hvis ovnen mures op ad en væg, der indeholder brændbart materiale (f.eks. en træ-skeletvæg), kan der opstå brand !
Placeringen af Den Optimale Masseovn er testet/godkendt i forhold til nærheden til ting i omgivelserne. Se sikkerhedsafstande nedenfor.
A.= 5 cm. D.= 38 cm. K.= 140 cm
De fleste skorstensfejere foretrækker at bruge reglen om, at afstanden fra ilden i brændkammeret til det brændbare materiale foran skal være min. 50 cm (målt i forhold til lodret plan).
Dette kan opnås ved at lægge kakler, metalplade e.l. foran masseovnen min. 35 cm fra forkanten af kappen. Da brændkammerets top ligger mere end 50 cm fra masseovnens top vil der normalt ikke være problemer med afstanden dér, med mindre loftshøjden er meget lav. I øvrigt er masseovnen jo isoleret på toppen, og bliver overhovedet ikke varm opad, så i praksis udgør den ikke nogen brandfare dér. Sikkerheden dér er naturligvis også op til skorstensfejeren at vurdere.
Normalt vil det være nok at holde min. 11 cm fra overkanten af masseovnen til træbjælker og andre brændbare loftsmaterialer.
Placeringen af sodlemme fastlægges også i samråd med skorstensfejeren. Så får man ingen problemer med ibrugtagningstilladelsen senere.
Ovnen kan placeres mod mur, i et hjørne og mere eller mindre fritstående.
Man skal overveje i hvilken retning indfyringslugen (med relativt stor varmeudstråling) skal være. Sikkerhedsafstanden fra indfyringslågen til nærmeste møbel skal være min. 140 cm.
Tænk også på, ”hvor sofaen skal stå”, så den fremtidige møblering tages med i overvejelserne.
Ved placering direkte op ad væg, (med brug af denne som en del af kappen), vil varmen vandre igennem denne væg og give en varmeflade på den anden side. Hvis dette ikke ønskes, isoleres med ca. 100 mm rockwool.
Under alle omstændigheder skal der imellem væggen og kernen indlægges en ca.10 mm ekspansionsfuge (stenuld).
Ovnen behøver ikke at stå direkte ved en skorsten. En “røgtunnel/varmebænk” på op til ca. 2 m påvirker ikke funktionen af ovnen, men medvirker til at udnytte en del af restvarmen, som ellers går ud i skorstenen.
OBS !: Hvis man ønsker at indmure en varmeveksler følges brugsvejledningen for denne proces, og for føringen af slanger/rør (fremsendes efter ønske).
Skorsten
Skorstenen kan være en traditionel, muret type, en elementskorsten eller en stålskorsten.
Hvis der ikke er en eksisterende skorsten, anbefaler vi opmuring af en traditionel ”6-stens-skorsten”. Den vil kunne akkumulere en del af restvarmen fra fyringen, og derved fungere som en forlængelse af masseovnen. Ved brug af en Isokern skorsten, snyder man sig selv for denne udnyttelse af restvarmen.
For alle typer skorstene gælder, at lysningen skal have et tværsnitsareal på min. 250 kvadratcentimeter (ved rundt, hul svarer dette til min. 18 cm), og det er optimalt at overholde ovennævnte minimums lysningsareal. Hvis skorstenshullet er mindre (f.eks. en 15 cm Isokern eller stålskorsten) er det sandsynligvis nødvendigt at have et mekanisk sug på toppen af skorstenen. Der sker ikke noget ved at prøve om masseovnen fungerer som den skal, inden man monterer et skorstenssug.
Hvis dette ikke er tilfældet, er man nødt til at montere det.
Der findes forskellige modeller på markedet med priser omkring 5.000 kr.
Bunden af skorstenen skal normalt kun være få centimeter over ovnens bundniveau. Dette indebærer, at det fyld, som ofte findes i bunden af murede skorstene, (hvor indgangshullet til f.eks. en brændeovn er), skal fjernes, og renselemmen flyttes nedad, og placeres min. 2 skifter over gulvhøjde.
Bemærk at ved ændringer i placeringen og ombygninger/ny-installationer skal renselemmen være af typen “dobbelt renselem”. Hvis der ikke findes en skorsten allerede, skal denne opbygges på stedet.
Placeringen af skorstenen skal være enten bag ved masseovnen eller på én af siderne, og indenfor hele sektoren derimellem.
Fundamentet
Kravene til fundamentet svarer til det man kalder ”truckfast underlag”. Dette vil i praksis sige et underlag der svarer til min. 10 cm beton armeret med ca. 3-4 mm armeringsnet.
I nybyggeri, hvor man som regel isolerer med Sundolit og støber et armeret betondæk ovenpå, er dette fuldt tilstrækkeligt.
I nyere huse vil det typisk være det, der findes allerede. Foretag evt. en boreprøve for at bestemme betonlagets tykkelse.
Bemærk, at hvis man lægger gulvvarmeslanger i gulvet, skal disse ikke lægges under masseovnen, da der er risiko for at de smelter. Hvis de findes i forvejen, er det nødvendigt at isolere med minimum ca. 5 cm mineraluld (hård bat) i bunden af masseovnen, for ikke at skade varmeslangerne.
I ældre huse uden støbt gulv vil det være nødvendigt at save hul i bræddegulvet, understøtte bjælker (hvis de brydes) og starte på fast jord. Derpå opbygges til passende højde med LECA-blokke (i forbandt). Oven på disse støbes ca. 10 cm betondæk m. 3-4 mm armeringsnet.
Toppen af fundamentet skal normalt være under overkant af gulv, for at give plads til at evt. klinker e.l. foran og evt. på siderne af masseovnen kan komme i højde med eksisterende gulv, men kan selvfølgelig også være i samme plan som gulvet.
Fundamentet skal helst tørre i mindst en uge, inden bygningen af masse ovnen påbegyndes.
Forberedelser til opbygning af bundsektionen
Det er en god idé at lægge alle elementer frem overskueligt, så man kan tjekke, at de alle er der, – og i orden. Kig elementerne efter og fjern evt. støbegrater med murerhammer eller vinkelsliber.
Placering af div. dele
Start med at lægge et nr. 1 element på rette plads på fundamentet. Afstanden fra forkanten af elementet til muren skal være 770 mm + plads til isolering bagud = 785 mm, (hvis man ønsker at varmen skal gå ind i/igennem muren).
Hvis man ikke ønsker dette, (f.eks. ved bygning op ad en ydermur), isoleres med min. 100 mm stenuld. Det er som regel en god idé at skabe et overblik over omfanget af den færdige masseovn ved at prøvelægge mursten til markering af kappens position.
Tilslutning til skorsten.
Tilgangen af røgen fra masseovnen ind i skorstenen skal ske i gulvniveau (eller max. 10 cm derover). Ved tilslutning til en eksisterende skorsten vil der normalt ikke være hul nær gulvniveau, så dette må etableres.
Dimensionerne på hullet skal være ca. 20×20 cm.
Placering af spjæld og røgkanal
Skorstensspjældet skal anbringes på et passende sted imellem nr. elementerne og skorstenen.
Placeringen af udgangen fra bundelementerne til skorstenen kan være hvor som helst inden for det ”ledige” område, dvs. det område, som ikke dækkes af element nr. 2 i bunden. Det er dog bedst at lave udtaget så nær midten af nr. 1 elementernes bagside som muligt.
Det skal også besluttes, hvordan manøvre-akslen til spjældet skal forløbe, og hvor manøvreskiven til åbne/lukke funktionen skal placeres (se også nedenfor).
Læg spjældet ned imellem skorstenen og elementerne, og markér røgkanalen med mursten (med 20 cm afstand), og mærk op til positionen for indgangshullet til skorstenen (se nedenfor).
Opmærkning
Når ”geometrien” er tilfredsstillende optegnes placeringerne på fundamentet. Opmærk udskæringen på begge elementerne nr. 1.
Hullet afpasses efter ydermålet af spjældets firkantede ”tunnel” + ekspansionsfuger/tætninger (ca. 8 mm i begge sider).
Fastlæg placeringen af sodlemmene. Dette gøres ud fra overvejelser om at bunden af ovnen skal kunne renses igennem disse. I nogle tilfælde kan skorstenens renselem fungere som en af renselemmene, hvis den placeres, så man kan nå ovnbunden igennem denne.
Normalt vil en placering på siderne være hensigtsmæssig.
Det er en god idé at fastlægge placeringen af renselemme/sodlemme i samråd med skorstensfejeren, så man undgår problemer med den senere godkendelse af den færdige masseovn.
Opmærk også udskæringen til sodlemmene. Hertil kan med fordel bruges de medfølgende firkantede stålplade-tunneler.
Som regel vil en højdemæssig placering af tunnelen midt i de to nr. 1 elementer være praktisk.
Anbring tunnelen i positionen, og streg direkte ind på de to nr. 1 elementer.
OBS !: Placeringen af sodlemmene skal altid være sådan, at bunden af dem ligger min. 3 cm over den færdige gulvhøjde, hvis der er tale om et trægulv.
Vær opmærksom på, at bunden af selve sodlemmene går længere ned end tunnellerne.
Skæring af elementerne
Der skal nu skæres huller i de to nr. 1 elementer til både skorstensudgangen og til sodlemmene.
Vær forberedt på, at støbematerialet er meget hårdt. Brug af en almindelig stenskæreskive kan være en god og billigere løsning, men hvis denne ”går død” må man satse på en bedre version.
Håndter elementerne med forsigtighed, da de er meget hårde og let kan knække dér hvor tykkelsen nedsættes ved skæringen. Et evt. brud kan dog let tætnes med en smule lermørtel under opmuringen.
Mærk alle huller hele vejen rundt på elementerne inden skæringen påbegyndes.
Start skæringen med hullerne til sodlemmene:
Skær så langt som muligt ind i elementerne fra flere sider. Bank derefter forsigtigt med en hammer på delen der skal væk. Det er som regel nok til at få den til at slippe.
Jævn derefter til med diamantklingen indtil hullerne er regelmæssige og rene.
I de to elementer nr. 1 udskæres også hul til spjældet/udgang til skorstenen. Udskæringen fortages i begge elementer nr.1 i fuld højde af disse.
Tilpasning af manøvreaksel.
Når hullerne i elementerne nr. 1 er skåret og de er lagt i stilling (men ikke fastmuret), skal den firkantede manøvreaksel til spjældet afkortes til passende længde.
Læg hele spjældet på plads, sådan at min. 5 cm af ”tunnelen” går ind i hullet i elementerne (hvis det er den løsning man satser på).
Manøvreskiven kan placeres enten op ad en eksisterende mur, eller på den kommende mur omkring masseovnens kerne.
Placeringen/opmålingen sker lettest på denne måde:
1. Brug ydersiden af den eksisterende mur, eller læg en række mursten langs siden af element nr. 1 på den side, hvor man ønsker manøvredelen. Afstanden imellem murstenene og elementet skal være 13 mm.
2. Skub manøvrestangen ind i spjældet indtil indersiden af den inderste skive af manøvredelen kommer i kontakt med muren/murstenene og vippepalens midte er i bund mod den yderste skive.
Den trekantede forstærkning skal være vandret (indmures senere for at holde skiverne på plads).
Hvis røret hvori manøvrestangen går er for langt, afkortes det passende.
3. Stangen opmærkes nu ved ydersiden af tunnelen og afkortes med nedstryger eller skæreskive og afgrates.
Isolering mod væg
Hvis man bygger op mod eksisterende vægge, er det nu tid til at klæbe isolering på disse ud fra det valg, som man allerede tidligere har taget vedr. isoleringens tykkelse (ekstra isolering mod ydervæg).
Hertil bruges den medfølgende fliselim, der blandes til en konsistens som tynd havregrød.
Væggene vædes godt med vand, inden limen påføres i et tyndt lag, så limen ikke tørrer for hurtigt. Isoleringen skubbes på plads i den våde fliseklæber.
Udfør operationen i sektioner, så limen ikke når at tørre ud imellem.
Klargøring af spjældfunktionen
Spjældet anbringes i lidt mørtel på sin plads, med strimler af 10 mm stenuld på siderne og på toppen, der fungerer både som tætning og ekspansionsfuge.
Manøvrestangen stikkes nu ind i spjældet sådan at vippepalen vil være i indgreb med den yderste skive ved mærket ”C” (for ”C losed”), når spjældet er lukket.
Bemærk: Det danske bygningsreglement kræver, at der til enhver tid skal være min. 20 cm2 gennemgang igennem spjældet, selv når det er lukket.
Jo mindre luft der kan passerer spjældet i lukket tilstand, des bedre bevarer man varmen i masseovnen, så åbningen af spjældet i forhold til tunnelen skal justeres til at være 5 mm både i top og i bund.
Positionen kan justeres ved at dreje den yderste skive i forhold til den inderste med vippepalen i indgreb. Nå den rette position er nået, fastspændes den yderste skive vha. de to sekskant-skruer.
OBS ! Husk at spænde skruen som fastholder spjæld-klappen på drejestangen, inden røgkanalen lukkes til.
Opmuring af kernen
Generelt
Alle mureflader på elementerne afvaskes og vædes med våd svamp lige inden opsætning for at fjerne støv og sikre god (men ikke for hurtig) vedhæftning.
Til opmuring af skifte 1+2 samt yderkappen mm. benyttes almindelig mørtel + lidt cement (ca. 10:1.).Påførslen af mørtlen kan ske med en almindelig murerske, men man også bruge ”konditormetoden”: Manfylder mørtlen i en kraftig plastpose, hvori der skæres et passende hul i et hjørne. Mørtelen presses derefter simpelthen ud i en passende pølse direkte på elementfladen og jævnes ud med en murerske.
Fugetykkelsen skal være 3 mm. Dette sikres ved at bruge de medfølgende flisekryds som afstandsstykker. De lægges ned i mørtlen på strategiske steder i hver fuge, således at elementerne presses ned til kontakt med afstandsstykkerne.
Kontrollér at elementerne monteres i lod og vage. De justeres lettest på plads ved brug af en gummihammer (ikke almindelig hammer, som kan skade elementerne).
Bemærk: Elementerne er en lille smule koniske i siderne, for at de skal kunne slippe støbeformen.
Derfor kan man ikke bare mure ”kant over kant”, men skal lægge vaterpasset an over flere elementer samtidigt.
OBS !: Det er yderst vigtigt, at fugerne imellem elementerne er tætte. Derfor efterfyldes de ved behov med murerske, og jævnes efter med en våd svamp, når elementet er på endelig plads.
Dette gælder også inden i røgkanalerne.
Overskydende mørtel skrabes af, og returneres til spanden til genbrug.
Lermørtlen kan udmærket gemmes, også til dagen efter, hvis man sørger for at dække den til med f.eks. lidt plastik. Den røres bare op igen, evt. med tilsætning af en smule ekstra vand.
Muring af bundsektionen (skifte 1 + 2)
Placeringen af bundelementerne opmærkes på fundamentet.
Både på fundamentet og på det første element vaskes og vædes fladerne, og lind cementmørtel lægges i passende lag på fundamentet indenfor det afmærkede område.
Bemærk: Fugetykkelsen i opmuringen af kernen er normalt 3 mm, men imellem fundamentet og første element bruges en lidt større fugetykkelse for at sikre, at dette kan justeres i vage, selv om fundamentet ikke er det.
Efter at det første element er lagt på plads, justeres det ind, så det er i vage både på langs og på tværs. Målene i forhold til evt. vægge kontrolleres og justeres også.
Mørtelfugen glattes efter med en våd svamp, for at sikre tætheden.
I alle de næste fuger bruges de medfølgende, 3 mm tykke flisekryds til at sikre den rette fugetykkelse.
De indlægges i mørtlen på passende strategiske steder, inden elementerne monteres.
For en sikkerheds skyld kontrolleres med vaterpas, at elementerne er i vage, og de justeres efter behov.
Evt. brud i elementerne tætnes med tynd mørtel.
Når begge nr. 1 er på plads indmures to nr. 2 elementer midt for (se snittegningen). Toppen skal være i plan med overkanten af nr. 1 elementerne
Når de er muret på plads, udjævnes overgangene i siderne til nr. 1, som vist på snittegningen, ved hjælp af murstensbrokker og mørtel.
Hullet i nr. 2 elementerne fyldes ud med afskær fra elementer, mursten og mørtel.
Muring af røgkanal og færdiggørelse af bunden
Nu er det tid til at mure røgkanalen imellem bundelementerne og skorstenen.
Murstenene til røgkanalen tilskæres og kanalen mures med brug af cementmørtel.
OBS !: Husk at væde murstenene inden montage (dyp i spand med vand), både nu og ved alt fremtidigt arbejde med mursten. Ellers kan mørtlen ikke binde ordentligt.
Bunden af ovnen samt røgkanalen pudses glat for at give gode renseforhold senere, når masseovnen er i brug. Alle fuger gås efter med svamp for at sikre tætning.
Når mørtelen er tør nok, lægges et stykke kraftig plast ind, så det dækker bunden af ovnen. Idéen med dette er at opfange de mørtelklatter, som falder ned igennem røgkanalerne under opmuringen, således at de let kan fjernes ved at trække plasten ud igennem en sodlem, når ovnen er færdigmuret.
Muring af skifte 3
Ved alle skifter fra nu af bruges kun lermørtel (bortset fra muring af toppen af skorstenstilslutningen og støtteklodsen for bageovnen).
Lermørtlen røres op med vand og ”piskeris” til en konsistens som tynd havregrød.
Husk at vaske alle kontaktflader inden mørtlen påføres.
Begynd med to stk. nr. 3 elementer.
Mørtlen påføres i et passende lag, og flisekryds nedlægges deri passende steder.
Det førte element lægges på plads i mørtlen, og justeres, så det passer overét med element 1. Det samme gøres i den anden side.
Det er afgørende for det videre forløb, at de to nr. 3 elementer ligger præcist midt for og i vinkel i forhold til forkanten af element 1.
Det er også meget vigtigt at sikre retvinkelhed i brændkammeret fremover og det rette breddemål (420 mm) Alt dette opnås ved brug af de to hjælpeplader.
Imellem de to nr. 3 elementer anbringes én af de to hjælpeplader oven på 1 og 2 elementerne.
Pladens forkant skal flugte præcist med forkanten af det øverste nr. 1 element.
De to 3-er elementer skubbes tæt ind til hjælpepladen, og justeres i vage i begge retninger, samt i lod i forhold til 1-er elementerne.
Det kontrolleres også, at de to elementer er centreret præcist.
Derved har man sikret, at de er vinkelret på forkanten af kernen, med den rette afstand imellem og midt i systemet.
Overskydende mørtel fjernes ved fugerne, og returneres til mørtelspanden for genbrug.
Derefter glattes alle fugerne efter med våd svamp, for at sikre optimal tætning.
Disse procedurer gentages fremover ved alle fuger.
Derefter indmures element nr. 4 imellem de to 3-er elementer.
Inden montage påføres mørtel på alle relevante kontaktflader.
Det er meget vigtigt for det videre forløb, at elementet kommer til at ligge sådan at forkanten er præcis overét med forkanten af nr. 1 elementet og centreret i forhold til siderne på dette. Det skal desuden være i vage både på tværs og på langs.
Til udfyldning af de huller, som opstår i bagenden af 3-er elementerne, tilskæres og indmures et par ”murstens-propper”.
Opbygning af brændkammer (skifte 4 – 8.)
Derefter fortsættes med opmuring af de 10 stk. 3A elementer. som skal udgøre siderne i brændkammeret. De bygges op parvis samtidigt i begge sider.
Når det første par er lagt ned i mørtel indsættes de to hjælpeplader i lodret position imellem forreste og bageste del af elementerne (ved de fremspringende ”knopper”).
Pladerne skal stå i oven på element 4, og fuld kontakt med dette.
Elementerne skubbes nu tæt ind til hjælpepladen og centreres i konstruktionen. Forkanterne bringes i lod med de underliggende elementer.
Desuden kontrolleres om de er i vage, og justeres evt.
Alle de efterfølgende 3A elementer monteres på samme måde, styret af de to hjælpeplader, som hele tiden skal være i fuld kontakt i bunden med element 4.
Derved opnås, at brændkammersiderne bliver lodrette, i vinkel og med nøjagtig 420 mm imellem sig. Hjælpepladerne kan nu fjernes.
Færdiggørelse af røgkanalen og skifte 1 + 2
Røgkanalen til skorstenstilslutningen skal nu lukkes på toppen med et stykke haveflise eller lignende. Tildan en papskabelon på stedet, som hjælp til at overføre mål og form til flisen inden skæringen. Mur toppen på plads med brug af cementmørtel, og alle sprækker ind til røgkanalen fyldes godt ud, så kanalen bliver tæt.
Områderne imellem røgkanalen, evt. mure og siderne af elementkernen fyldes nu ud med murværk op til i højde med toppen af røgkanalen.
Sørg for at murværkets sider følger ”gavl-siderne” af nr. 1 elementerne.
Til opmuringen benyttes almindelig cementmørtel, og fugerne holdes på et minimum for at undgå at indmure mere vand end nødvendigt, som vil forlænge den nødvendige optørringstid.
Hvis man vil indmure en varmeveksler, skal man allerede på dette tidspunkt have besluttet om rørføringen fra toppen af masseovnen til akkumuleringstanken skal ske ned masseovnen og igennem gulvet eller opad. I første tilfælde skal de nødvendige forbindelsesrør fra toppen af masseovnen ned til gulvet allerede være etableret og den nederste del indmures allerede nu i ovennævnte område.
Rørene isoleres med stenuld fra gulvet og opad, inden de mures inde (se separat vejledning om montage af varmeveksler-systemet).
Der gøres nu klar til montage af element 5.
Der påføres en passende mængde mørtel på de relevante kontaktflader, og element 5 nu skubbes makimalt fremad mod fronten af konstruktionen, og justeres ind i vage.
Toppen af element nr. 7 skal flugte med overkanten af 3A elementerne.
Man sikrer dette ved at måle både højden af elementet og højden af falsen det skal sidde i.
Ved at sammenligne de to, kan man bestemme tykkelsen af fugen, og anbringe passende afstandsstykker inden montagen.
Brug kun et tyndt lag mørtel i de lodrette, fremadvendte fuger, så elementet kommer længst muligt udad mod fronten. Brug gummihammeren til at presse det fremad.
Det er meget vigtigt, at sidepladerne, som senere skal monteres i brændkammeret, kan tætne sikkert op imod 3A elementerne, for at opnå den optimale funktion af den vigtige tertiære luftforsyning.
”Tappene” på 3A elementerne (dem der vender ind mod brændkammeret) glattes derfor efter med et pudsebræt og et tyndt lag mørtel, så de udgør to glatte, lodrette kontaktflader.
Skifte 9-11
De 6 stk. 2-er elementer skal nu mures parvis på plads, som sædvanlig med opretholdelse af lod og vage, og med 420 mm imellem. Til hjælp for at overholde dette, bruges hjælpepladerne igen.
Ved placeringen af det første par elementer anbringes en hjælpeplade vandret ud for bunden af elementerne med bagkanten overét med bagkanten af element 7, og elementerne justeres tæt ind til.
Begge elementer centreres i forhold til de underliggende elementer.
Derefter bruges begge hjælpeplader samt vaterpasset til at sikre afstanden imellem elementerne holdes, og at de kommer i lod (efter samme procedure, som ved opbygningen af brændkammeret).
Når de seks 2-er elementer er på plads, og mørtlen er hærdet i min. to timer, er det tid til at forberede montagen af element nr. 9. Det behøver at støttes efter montagen.
Hvis man murer op mod en eksisterende mur, kan denne bruges til at støtte elementet ved montagen på følgende måde:
Målet imellem element 7 og bagmuren bruges til at tilskære en stump lægte e.l., som skal bruges til at holde elementet på plads sammen med en kile og en af hjælpepladerne, som anbringes ind mod isoleringen til beskyttelse af denne.
Lige som med element 7, er det vigtigt at toppen af element 9 ligger overét med toppen af de øverste 2-er elementer .
Målene på både falsen og på elementet sammenlignes, og passende underlag klargøres.
Der påføres mørtel på alle relevante flade, dog kun sparsomt i den lodrette, fremadvendte del af falsen i 2erne.
Element nr. 9 er rigtigt tungt, og placeringen af det skal planlægges, så løftet ikke skader ryggen.
Det er en god idé at udføre det i mindst to tempi med støtte og hvil undervejs.
Eventuelt kan man være to om løftet.
For at sikre at elementet ikke skrider ud forneden, skal det holdes på plads efter montagen, som beskrevet ovenfor.
Hvis kernen er fritstående, kan bruges et remstrammer-spændbånd af typen man bruger til fastspænding af genstande f.eks. på en trailer.
Dette klargøres inden montagen, og lige efter spændes det rundt om kernen i højde med den nederste del af element 9 med en stump lægte eller lignende som mellemlæg.
Kontrollér at højden af elementet ikke er over niveauet af 2-er elementerne.
Samme procedure bruges ved montagen af element nr. 10.
Her er dog ikke behov for støtte, da det normalt bliver på plads af sig selv efter placeringen. Toppen af element 10 skal ligeledes flugte med overkanten af de to øverste elementer nr. 2. Efter montagen af de to elementer alle fugerne glattes grundigt efter med våd svamp.
Evt. montage af indbygget varmeveksler
Hvis der skal indmures en varmeveksler, skal det ske på dette stadium.
Sammenlign højdemålet på varmeveksleren med højden fra toppen af skorstensforbindelses-kanalen, for at sikre at der er højde nok til varmeveksleren, som ikke må rage højere op end toppen af element 9.
Er der ikke plads nok, kan man skære op til 2 cm af varmeveksleren i bunden af denne
Inden montagen forberedes et system til at presse varmeveksleren ind mod bagsiden af kernen.
Hvis masseovnen mures op ad en væg, kan det være et stykke lægte + en kile. Brug én af hjælpepladerne som mellemlæg ind mod isoleringen på bagvæggen.
Inden montagen vædes varmeveksleren og elementkernens bagside grundigt, og der påføres et lag, passende tynd lermørtel på bagsiden af kernen til sikring af god kontakt imellem denne og varmeveksleren.
Den side af varmeveksleren, hvor rørene ligger nærmest overfladen, skal vende ind mod kernen, for at opnå optimal varmeoverførsel.
Varmeveksleren anbringes på plads, hvilende på toppen af røgkanalen, centreres og presses ind mod kernen. Nu indsættes presse-systemet (lægte + kile + hjælpeplade) for at holde varmeveksleren sikkert på plads, indtil mørtlen er hærdet tilstrækkeligt.
Udgangsrøret fra varmeveksleren (det øverste ribberør) mærkes tydeligt med ”udgang” i den yderste ende (af hensyn til korrekt kobling senere)
Begge ribberør isoleres med rørskåle af rockwool (ikke skumplast) inden de indmures.
Opmuring af understøtningen til bageovnen
Bageovnen rager længere tilbage end grundelementerne, og behøver derfor en understøtning, der samtidigt øger masseovnens varme-akkumulerende masse.
Denne mures med mursten og cementmørtel.
Ligesom med de nederste skifter i klodsen holdes fugebredden minimal, så der kun anvendes den nødvendige mængde mørtel, for at begrænse mængden af indmuret vand.
Men alle fuger skal være fyldt ud for at sikre god varmetransmission.
Støtteklodsen fortsættes opad fra skifte nr. 3. med overholdelse af samme yderkant som af siderne i elementkernen.
Toppen af støtteklodsen skal være i højde med overkanten af element 9.
Hvis der er monteret en varmeveksler, mures støtteklodsen tæt op ad denne.
Evt. rørføringer inde i støtteklodsen skal være godt isoleret med stenuld (f.eks. rockwool-skåle).
Opbygning af bageovnen (skifte 12-16)
De sidste fire nr. 3 elementer mures nu op. Retvinkelhed og afstand sikres også her ved brug af hjælpepladerne, ligesom de underliggende elementer
Imellem disse monteres nr. 13 og 14 således at de udgør én plan flade (bunden af bageovnen). Begge elementer monteres i samme arbejdsgang, som følger:
Sørg for at væde både underlaget og elementerne grundigt, og brug rigeligt, men ikke for tyk mørtel. Begge elementer skal kunne justeres endeligt på plads efter indsættelsen.
Læg først element 14 først ind nogenlunde i position med den skrå kant orienteret som vist på snittegningen. Læg hurtigt derefter nr. 13 ind, så forkanten er overét med forkanten af nr. 3 elementerne.
Nu justeres nr. 14 ind, så spaltebredden imellem de to elementer bliver 7,5 cm.
Begge elementer justeres desuden så de ligger i samme plan, og i vage både ind/udad og på tværs.
De to nr. 15 mures nu på plads trukket helt fremad mod nr. 3 elementerne (tynd mørtelfuge), og således at siderne flugter med siderne – og overkanterne af 3-er elementerne og bredden på 42 cm overholdes. Også hér kan man med fordel bruge hjælpepladerne.
Nr. 16 mures derefter på plads stående på samme plane flade som 15-elementerne, og holdes i pres mod disse med passende midler (træpinde, kiler, spændbånd omkring kerne e.l.) indtil mørtlen er tørret tilstrækkeligt.
Montage af element 17
OBS ! Element 17 er en virkelig sværvægter, som kræver to raske svende – M/K – og god forberedelse inden det løftes op.
Elementet kan bedst løftes på plads ved brug af to lægter på tværs med løft af en mand i hver side, hvis dette er muligt.
Det kan være en fordel at bruge et par kasser eller lignende at stå op på.
Inden montagen vaskes og vædes gundigt, og der smøres mørtel på de aktuelle kontaktflader.
Det er en fordel at foretage løftet i to tempi: Først løftes det op på et par bukke eller lignende. Derfra skiftes til undergreb og elementet stemmes op i højden, hvor det hviles af på forkanten af 3-er elementerne og derfra forsigtigt skubbes på plads, så det er centreret og forkanten overét med fronten af kernen.
Alle fuger, i særdeleshed indvendigt i bageovnen, fyldes efter med mørtel, og glattes grundigt med svampen. Det samme gøres indvendigt røgkanalerne.
Montage af toppen
Den samme procedure som ovenfor bruges ved montage af element nr. 18.
Bemærk, at der kun skal påføres mørtel på de flader på element 17, som faktisk kommer i kontakt med, og ikke på de lavereliggende flader.
Efter montage rettes toppen omhyggeligt op, så den ligger centreret og med forkanten overét med fronten. Alle fuger, både udvendigt og indvendigt, fyldes op, og gås efter med våd svamp overalt.
Montage af elementerne 19 og 20
Inden disse elementer monteres sikres at mørtelfugerne inde i røgkanalerne er jævnet grundigt til med våd svamp.
Mørtlen smøres kun på elementerne og ikke på kernen før montagen.
Sørg for at de kommer helt på plads.
Alle synlige fuger, indvendig og udvendig på hele kernen, kontrolleres, og evt. huller fyldes op med mørtel, og glattes til.
Opbygningen af kernen er nu afsluttet.
Isolering af kernen
Kernen skal nu isoleres med et lag 10 mm rockwool, der tjener både som ekspansionsfuge og ”varmebremse”, som nedsætter hastigheden af varmetransporten fra kernen ud til kappen.
Isoleringen klæbes på kernen ved hjælp af den medfølgende fliselim.
Denne blandes op med vand ved hjælp af et ”maler-piskeris” eller lignende til en relativt tynd grød.
Tag nu en hel isoleringsplade (som passer i bredden til forsiden af kernen) og mærk højden op på forsiden af kernen. Hele det aktuelle område vædes nu godt, for at limen ikke skal tørre for hurtigt. Limen påføres derefter i et tyndt lag med hjælp af en stor murerske og pudsebræt.
Isoleringspladen presses ind mod det aktuelle kerneområde, så den klæbes fast.
Samme procedure gentages område for område indtil hele kernen er dækket (bortset fra toppen). Der skal nu skæres huller i isoleringen til indfyringslågen + askelågen samt til bageovnslågen og sodlemmene.
Dette gøres med en rockwool-kniv, savtandet kniv e.l.
Bag element 16 fyldes hulrummet ind til væggen ud med rockwool.
Samling af frontplade, askekasse og askelåge
Frontpladen til indfyringslågen skal skrues sammen med askekassen og askelågen til en samlet enhed. Dette gøres nemmest, hvis man sætter askeskuffen på højkant på en stol, og lægger frontpladen i passende højde på et bord, således ad askeskuffens top nogenlunde passer med frontpladens yderside, så man kan foretage en kontrolleret samling af de tre dele.
Efter sigende passer et par Arla-mælkekasser perfekt som understøtning af frontpladen (har samme højde som askekassen), når enden af askekassen hviler på samme underlag !
Hullet i askekassen skal vende opad i forhold til frontpladens top.
Derefter anbringes askelågen i askeskuffens åbning, således af de støbte spjældmarkeringer (I, II og III) vender nedad i forhold til regulerings-palen, og hængslingen af lågen bliver til højre (set ind forfra mod frontpladen). Dette passer med, at indfyringslågen og bageovnslågen leveres højrehængt.
Hvis man ønsker alle låger venstrehængt, skal man montere askelågen omvendt og skifte de øvrige låger fra højre- til venstrehængte.
Lågen åbnes nu, og de tre dele skrues sammen vha. fire 12 mm lange 6 MG skruer.
Det letter processen, hvis man holder hullerne overét vha. et passende bor (4 mm) eller sekskantnøgle igennem ét sæt huller, imens man skruer i et andet.
Efter samlingen af enheden påføres på toppen af askekassen en tynd stribe keramisk lim langs siderne og bagkanten af kassen, ca. 10 mm inde fra yderkanten. Der påføres ligeledes en stribe lim på kassen dér hvor frontpladens ”flap” når til.
Det samme gøres langs hullet i kassen.
I alle lim-striberne nedtrykkes en streng af 8 mm glasssnor.
Limen skal nu tørre i ca. en time.
Imens limen tørrer monteres den 10 mm tykke fibergips-plade oven på element 4.
Den skal ligge med ”gavlene” ind/ud, midt for og inderst i brændkammeret op mod element 5.
Først mærkes området op (ved hjælp af pladen), og dette vædes.
Pladen vædes ligeledes, og den påføres et ca. 2 mm lag af tynd lermørtel, og pladen trykkes ned og justeres præcist midt for i brændkammeret, og i vage både på langs og på tværs.
Klargøring til montage af frontplade-enheden
Når den keramiske lim på askekassen er tørret tilstrækkeligt, sættes frontplade/kasse-enheden forsigtigt ind over element nr. 4 indtil frontpladen er helt inde imod isoleringen på fronten af kernen.
Pres godt indad på den nederste del af frontpladen, så ”gællepladen” afsætter mærker i stenulden.
Der mærkes nu med en tusch-pen ind på isoleringen igennem de øverste og nederste ”gæller” i begge sider. Efter at enheden er taget ud, skæres stenulden væk fra områderne, hvor ”gællepladerne” skal bevæges.
Nu tilskæres 1 stk. 10 mm isolering, med målene 135 x 410 mm.
Dette anbringes centreret i forhold til element 5, dér hvor bagenden af askekassen skal være.
Montage af frontplader til begge låger
Sæt enheden ind på plads igen, og test at spjældene kan bevæges frit.
Frontpladen justeres nu ind, til den er præcis midt for brændkammeret og hullet til indfyringslågen er i lod. Til sikring af denne centrering bruges den medfølgende 4 mm liste (lgd. = 43 cm), som holdes ind mod siderne af brændkammeret i henholdsvis den ene – og den anden side.
Hullet i frontpladen skal flugte med listen i begge sider, for at være centreret.
Det samme gentages i toppen af brændkammeret indtil centreringen er fuldført.
Frontpladen skal nu fæstnes i kernen ved hjælp af karmskruer.
Pladen holdes nu godt inde mod forkanten af kernen, imens der bores for med det medfølgende 6,5 mm murbor (slagbor-indstilling på boremaskinen) igennem det ene af de to øverste huller i siderne af frontpladen ind til ca. 50 mm dybde.
Sørg for at få boresmuldet ud ved at køre boret ind og ude nogle gange, inden skuerne skrues i.
Frontpladen fikseres nu med en karmskrue vha, skruemaskinen (lav hastighed og forsigtighed).
Det kan være nødvendigt at skrue den lidt frem og tilbage og evt. smøre med lidt vand for at undgå at den knækker.
Udfør operationen med stor forsigtighed, og spænd kun let ind mod frontpladen. Ellers risikerer man at skruen ødelægger det gevind, den skærer i elementet.
Kontrollér, at frontpladen stadig er centreret.
Operationen gentages med det andet øverste hul, samt de to nederste huller og derefter de øvrige 4.
Frontpladen til bageovnslågen monteres med samme metode som indfyringslågen, men her behøves ikke helt så præcis centrering.
Højden er imidlertid vigtig.
Den nederste del af hullet til bageovnslågen skal være 4 mm over overkanten af element 13. Dette opnås ved at lægge én af de 4 mm tykke lister oven på element 13 og sigte efter denne.
Efter at de første to montageskruer er på plads, tjekkes med bageovnslågen, at dens ramme kan komme ind på plads. Hvis ikke, må frontpladen sænkes lidt.
Derefter monteres de sidste to skruer.
Montage af element nr. 8
Der opmåles og tilskæres et stykke 10 mm stenuld til tætning af mellemrummet imellem element 8 og frontpladen. Dette skal have nøjagtig samme bredde som hullet til indfyringslågen (420 mm).
Højden skal være lig afstanden fra toppen af askekassen til bunden af lågehullet i frontpladen. Stykket anbringes på askekassen lige bag frontpladen.
På toppen af den synlige del af element 5 lægges et ca. 4 mm tykt lag mørtel. Der skal ikke bruges flisekryds i denne samling.
Det samme gøres op ad element nr. 7 i en højde svarende til højden af element 8.
På element 3A-erne, dér hvor element 8 lægger an mod både forreste og bagerste ender, påføres mørtel tilsvarende.
Elementet lægges nu forsigtigt på plads med den brede forkant udad. Det er nemmest at løfte og holde elementet i hullet og ”kante” det ind igennem frontpladen.
Under anbringelsen skubbes elementet udad til tæt kontakt med isoleringen på frontpladen.
Det skal nu centreres præcist i brændkammeret vha. de to 28 mm brede trælister, som lægges ned i sidefalsene.
Elementet justeres nu indtil bunden af falsene, hvori sidepladerne skal stå, er i vage.
Læg evt. de to 28 mm afstandsstykker oven på hinanden, som underlag for vaterpasset.
Udfyld fugerne omhyggeligt, og glat mørtelfugerne efter med svamp eller pensel for at sikre god tætning. OBS: Sørg for, at falsene i hele længden er fri for mørtelrester, for at sikre at sidepladerne senere kan komme helt i bund i falsene.
Montage af låger
Inden indfyringslågen monteres, lægges en tynd stribe af keramisk lim ind i det vinkelrette ”buk” i rammen (lige som ved askelågen), og 8 mm glassnor limes i hele vejen rundt.
Vent ca. en halv time inden montagen i frontpladen, så limen kan tørre tilstrækkeligt.
Lågen sættes nu ind på plads (med buen opad) og åbnes. Det er en stor fordel at have en hjælper til at holde i den åbne dør, så man har hænderne frie til at montere skruerne.
Brug
Lågerammen fæstnes nu med 4 stk. 6 MG, 16 mm lange skruer, men uden at disse spændes helt til. Start med de øverste huller.
Måske skal lågen ”manøvreres” en smule op/ned og til siden for at skruerne kan fange nemmest i gevindhullerne i frontpladen.
Igen er det en fordel af fange gevindhullerne ved hjælp af en 5 mm skruetrækker eller lignende.
Inden skruerne spændes til, centreres lågens ramme præcist i begge sider i forhold til 3A elementerne i brændkammeret ved hjælp af de medfølgende 4 mm (40 cm lange) listestumper.
Skruerne kan derefter spændes forsigtigt indtil lågerammen er i kontakt med frontpladen, men ikke mere !
18 OBS !: Brug ikke skruemaskine, men kun håndkraft. Det kan være i form af en almindelig sekskantnøgle
eller en bit i en håndholdt bit-holder.
Det er vigtigt, at der ikke kan komme falsk luft igennem mellemrummet imellem lågerammen og hullet den sidder i. Dette udfyldes derfor med glassnor og/eller lermørtel.
I de forreste, lodrette mellemrum skubbes glassnoren ikke helt ind. Dette sker først når sidepladerne monteres (se senere).
Bageovnslågen monteres med samme metode som indfyringslågen, men her behøves ikke helt så præcis centrering.
Indvendig i bageovnen skubbes ligeledes 8 mm glassnor ind imellem rammen og elementerne hele vejen rundt, så mellemrummet imellem disse udfyldes helt. Supplér evt. med lermørtel.
Montage af sidepladerne
Inden sidepladerne monteres, skal de false, som de skal stå i, renses grundigt for evt. mørtelrester.
Læg derefter de to medfølgende støttepinde (38 og 50 cm) klar indenfor rækkevidde af indfyringslågen. Den ene af sidepladerne bæres nu forsigtigt diagonalt ind i brændkammeret med underkanten nedad (den med den påklæbede, flade tætnings-bændel), og med den skarpe kant udad.
Den vippes nu forsigtigt og kontrolleret til næsten lodret position, inden den ledes ned i falsen i element 8. Efter at sidepladen er på plads i falsen, skubbes den forsigtigt helt frem mod lågerammen, hvor den rejses til lodret position, og skubbes helt op mod lågerammen.
Den ene ende af den lange støttepind stikkes nu ned i askeskuffen, og den anden skubbes mod sidepladen således at denne holdes ind mod siden uden at vælte.
Den anden sideplade anbringes i tilsvarende position i den modsatte side, og den korte afstandspind anbringes nær toppen af pladerne for at sætte dem begge i spænd mod 3A elementerne.
Derefter indsættes det ene støbte afstandsstykke forsigtigt mellem pladerne i toppen af disse, tæt ind imod element 9 (den skråt afskårne kant skal vende nedad og indad i brændkammeret).
Hvis der er mærkbart ”slup” imellem afstandsstykket og sidepladerne tages afstandsstykket ud, og der klæbes en 5 cm lang stump af 8 mm glassnor ind i hakket vha. keramisk lim, og det monteres endeligt. Derefter anbringes det andet afstandsstykke på tilsvarende måde forrest i brændkammeret.
I mellemrummet imellem bagkanten af pladerne og element 7 presses derefter 8 mm glassnor (længde 42 cm) ind som ekstra tætning.
Da tætheden i hele systemet er afgørende for den optimale forbrænding, er det meget vigtigt at gå alle samlinger igennem, for at eftertætne, hvis det er nødvendigt.
Det gælder f.eks. tætheden imellem frontpladen/kappeisoleringen, elementerne og lågerne.
Evt. fyldes ud med rockwool/lermørtel/ovnkit/glassnor.
Opmuring af kappen
Form og struktur på kappen kan vælges individuelt indenfor meget vide rammer. Inspiration til kappens design kan evt. findes på vores hjemmeside eller på internettet.
Inden starten på opmuringen klæbes foran på begge frontplader i begge sider den 20 mm brede, flettede, selvklæbende glasbændel.
Det samme gøres over bageovnen, der hvor murværket skal gå til.
Kanten af snorene anbringes i samme lodrette linje i begge sider af frontpladerne i flugt med kanten, hvor pladerne ”knækker”, eller dér, hvortil man ønsker at murværket skal gå.
Snorene fungerer som ekspansionsfuge imellem frontpladerne og murstenskappen, og som ledelinie under opmuringen af denne.
Det er en god idé, inden start på opmuringen, at beskytte hele frontpladen inkl. lågerne med afdækningsplast, madfilm e.l., for at undgå mørtelstænk mv. Plasten kan holdes på plads med malertape e.l. (ikke gaffer-tape, da den kan afsætte klisterrester på frontpladen, som er svære at fjerne).
Til opmuringen af kappen bruges almindelig mørtel (strand- eller bakkemørtel) evt. tilsat lidt cement (ca. 1- 10).
Der er temmelig frit spil med hensyn til valg af kappens form og stenmaterialer. Mursten (uden huller),
natursten mv, men alle med en vis masse (vægt) for at opnå optimal varmelagring.
Kappen kan mures som blankmur, til vandskuring eller til pudsning. Man kan udmærket bruge genbrugssten. Mur mest muligt i forbandt af hensyn til sammenhængskraften.
De steder, hvor der er brug for at fylde ud (hjørner m.v.) bruges mest muligt mursten og brokker, og kun lidt mørtel. Dette indebærer ikke, at der skal laves huller i konstruktionen, men alle hulrum i kappen fyldes ud for at undgå isolerende virkning og for at øge massen.
Det er en fordel at have stenhylder under alle låger til at opfange evt. gløder og aske. Hylderne bidrager også til et smukt design. De kan være af skifer, granit eller hvilket som helst stenmateriale. En tykkelse på ca. 25 mm er normalt passende.
Hvis hylderne ikke indmures med det samme, skal man efterlade huller til disse under opmuringen med henblik på senere montage.
Hylderne kan godt anbringes helt op til underkanten af lågerammerne.
Over lågerne kan muren støttes med ståltegl. Man kan naturligvis også lave en rigtig murerbue med hjælp af en midlertidig understøtning af træ og krydsfiner.
Toppen af kappen afsluttes i en højde af mindst to skifter (ca. 12 cm) over toppen af kernen, således at isoleringen oven på denne (min. 100 mm tyk) ligger under murens overkant.
Hvis der monteres en varmeveksler (tykkelse: 5 cm) på toppen af bageovnen, øges højden evt. tilsvarende.
Montage af sodlemme-tunneler
De firkantede ”tunneler” indmures i både kappen og i de udskårne huller i 1-er elementerne. Forkanten af tunnelerne skal være overét med ydersiden af kappen.
Til indmuring og tætning kan bruges flisemørtel eller mørtel.
Efter færdigmuring
Hvis man ønsker maksimal varmeflytning til vandbåret system, lægges yderligere en lille varmeveksler ned i lermørtel på toppen af bageovnen (se yderligere detaljer i ”Vejledning for montage af varmevekslere”). Øverst lægges isolering (10 mm rock-wool e.l.), som skal ”dirigere” varmen ud igennem siderne af masseovnen i stedet for opad.
Man kan evt. dække isoleringen med en gipsplade, hvis man vil lukke af for den.
HUSK at fjerne plastikken i bunden af ovnen, og rens efter med hånd og støvsugerslange.
Påfør ovnkit eller fliseklæber i falsen i rammerne af sodlemmene, og skub dem på plads i tunnelen.
Under muringen af kappen indmures en del vand (fra mørtlen mv.)
Ovnen skal derfor have lov at tørre inden den tages i brug – ellers kan kappen risikere at revne. Ved en temperatur på 20 grader tager det ca. 4 uger. Ved lavere temperaturer omkring 6 uger. Tørringen kan fremskyndes ved brug af varmeblæser.
Evt. sprækker i kappen
Det hænder, at der opstår sprækker i murstenskappen, efter at masseovnen er taget i brug.
Dette kan ske når muren ”sætter sig”, eller hvis ovnen ikke er tørret ordentligt ud, inden man fyrer. Små revner 1-2 mm kan som regel fikses ved bare at fylde dem op med mørtel.
Ved større revner kan man bruge denne metode:
Revnerne kradses ud, så der opstår en ”grøft på ca. 3 mm.
Ovnen varmes op med en ekstra fyring, så den bliver meget varm. Derved åbnes revnerne maksimalt. Man presser nu nogle stykker ca. 1 mm rustfri stålplade (ca. 5×5 cm) ind forskellige, strategiske steder i revnerne, så disse fikseres i maksimal yderposition.
Pladerne skal bankes ind, så de er ca. 3 mm under overfladen af muren.
Revnerne kan nu (når som helst efter fikseringen) fyldes op med puds og senere overmales.
Godkendelse
Masseovnen skal godkendes af skorstensfejeren før ibrugtagning.
Send en besked, når du er færdig – så fremsender jeg installationsattest og prøvningsattest.
Samtidigt sender vi en brugsvejledning, som skal følges nøje, hvis du vil have optimalt udbytte af din masseovn.
Kontakt mig gerne, hvis du er i tvivl om noget og/eller behøver yderligere vejledning. God fornøjelse med byggeriet og med brugen af jeres masseovn.
PS: Hvis du synes, at der er uklarheder, mangler eller fejl i denne vejledning, vil jeg være glad for at høre det, så jeg kan tilrette vejledningen til gavn for de kommende brugere.
Med venlig hilsen fra
Leif Stubkjær
Mobil: 2671 8071
Mail: leif@stubkjaer.net
Varmt vand og gulvvarme via Den Optimale Masseovn Vejledning
Denne vejledning undergår også løbende småjusteringer, så også for den gælder, at du skal bede om at få den nyeste version tilsendt. (leif@stubkjaer.net)
Med venlige hilsener fra Leif.